
Mød smykkerne
Tina Gjersen-Sav laver både ringe, vedhæng, øreringe, armbånd og brocher med inspiration i den natur, der omgiver hende på Sydfyn og på rejser, for eksempel under sommerens sejlads i øhavet. Langt de fleste smykker vokser ud af Tinas egne tanker om den verden, der omgiver hende. Æstetisk har hun udviklet sit eget udtryk, der både er moderne, fantasifuldt og naturalistisk.
Smykket Fragile
Smykket Fragile blev skabt under corona-nedlukningen og var en refleksion over hvad der sker med os mennesker, når vi lukker os inde i vores egen boble. I smykket har insektet en ring hen over nakken, som tynger den ned, og begrænser udsynet. Indersiden af kransen er ujævn for at vise, at insektet er i sin egen ’flimmersuppe’ af tanker og forvrængninger, og kroppen er bleg og svag af at løbe i cirkler.
Fragiles Habitat er på tegnebrættet, og idéen er at det skal hænge på væggen og fremstilles i matteret akryl med “svævende” bobler i lyseblå, luftige farver, som aktiverer sansningen om at være alene i et ikke-jordforbundet univers.



Matriarken
Med Matriarken havde Tina et ønske om at udtrykke og hylde den rå, kvindelige magt ved at vise et insekt, der spiser, fanger og elsker alt efter forgodtbefindende, og bruger sin skønhed til at opnå det, hun stræber efter. Tina leger her med tanken om at bringe tingene i kønsbalance ved at vise en side, man ofte ikke forbinder med det feminine. Insektet lever for at æde, indfange bytte og forplante sig i et univers, hvor rå magt sætter dagsordenen og kun den stærkeste overlever. Eat, Prey, Love!
Matriarkens habitat er udført i kobber, messing, aluminium og sølv, i varme, dybe nuancer. Matriarken bor i erotikkens lutrende ild. Kobberbunden har striber og brud i materialet, hvor det kunstneriske kommer ind og understreger smykkets dialog med mennesket og vores verden.
Øjeringene
Øjeringene voksede ud af en refleksion over, hvad det er, vi egentlig ser, når vi ser, og smykkerne er tænkt som humoristiske og uhøjtidelige ice breakers, der starter en samtale og får folk til at smile. Nogle ligner øjet fra en fugl, andre fra et reptil, mens selve ringen kan være glatte eller ru. Ligesom insekterne er øjnene ikke artsbestemte, men sat sammen af former, som er taktile og inviterer til berøring.



Shoppen
Find dit næste smykke her, eller gå på opdagelse og bliv inspireret blandt Tinas aktuelle værker

Halskæder

Insektsmykker
