“Ligesom mennesker
er insekter små men
afgørende for
klodens balance”
Smykkernes filosofi
Hvem er du som forbruger, og hvilket liv lever du egentlig? Det er ikke de tanker, man traditionelt forbinder med et smykkekøb, men guldsmed Tina Gjersen-Sav’s værker er heller ikke skabt til at please, men til at stikke, prikke og bide, ligesom de mange insekter, hun gennem årene har skabt i guld, sølv, ædle sten og perler.
Fra sit værksted i Svendborg laver hun brocher, vedhæng, armbånd og ringe, der henter inspiration fra naturens kraft. En særlig plads i repertoiret har insektsmykkerne, som ikke er kopier af rigtige insekter, men rummer forskellige elementer fra den mangfoldige, krybende og flyvende dyreverden, som vi alle kender, men måske aldrig rigtig har standset op for at iagttage.
Tina Gjersen-Sav har imidlertid skabt et parallelunivers, hvor vi kan nærme os insekterne, og derigennem os selv.
Tina Gjersen-Sav er guldsmed, men hendes smykker er for længst trådt fra det dekorative ind i det kunstneriske med ønsket om at starte en dialog om vores andel i naturens kredsløb og den biodiversitetskrise, vi står midt i.



Mere komplekst
end blot skønheden
’At være guldsmed handler for mig om at forbinde sig til det oprindelige.
De materialer, sten og mineraler, jeg arbejder i, rækker jo tilbage til jordens geologiske begyndelse, og jeg prøver at omdanne dem til unikke smykker, som får deres ejere til at tænke over den større helhed.’
’Når mine kunder alligevel vælger at smykke sig med dem, er det fordi de er klar til at forholde sig til noget mere komplekst end blot skønheden i en ring eller et vedhæng. Reaktionen overfor mine insekter og deres historier udløser følelser, der måske får kunden til at reagere på noget dybere og mere eksistentielt inde i dem selv: hvorfor opfører jeg mig, som jeg gør? Hvilke valg tager jeg i livet?’
Klodens insekter er under pres, fordi deres miljøer og habitater forsvinder under menneskets fremskridt. Men uden alt det, der kribler og krabler, kan naturen ikke overleve, og regenerere sin balance.
Det moderne menneske er lige så skrøbeligt, og må på et eller andet tidspunkt forholde sig til hvad det forbruger af jordens ressourcer, og hvordan.
Tina Gjersen-Savs kunst er en bevidsthedsudvidende dør ind til den store sammenhæng og vores slægtskab med noget så småt men afgørende som insekter.


